EKSISTERER, EKSISTERER IKKE - DET PRÆSTATIONSFRIE RUM

 
Ditte-Clemen-salig.jpg

DITTE CLEMEN
- skribent

 

“Yin Yoga handler ikke om at præstere, så giv dig selv lov til bare at være,” siger Trine i starten af tredje aften med yin yoga. “Du skal ikke ændrer noget, måske skal du aktivere kroppen lidt i et stræk, men du skal ikke præstere noget andet end bare at være.”


Hmmm, tænker jeg. Der var en gang hvor det at komme ud af døren og til yoga i sig selv var en præstation for mig. Nu glæder jeg mig faktisk, og jeg er også ved at lære, at jeg ikke behøver at kunne svinge benet rundt om nakken eller nå mine tæer i alle stræk for at være god nok her. Men helt fri for det præstationspres, jeg så ofte mærker derude på den anden side af glasdøren til Masnedøgade, det ved jeg ikke, om jeg er. Jeg vil gerne kunne nå de tæer jo, og jeg kan ikke helt lade være med at skule efter, hvor langt de andre kan nå.

Det der behov for at sammenligne og hele tiden vurdere mig selv for at regne ud, om jeg er god nok, kender jeg alt til uden for yogamåtten. Som altid er alt det, der sker her på måtten, en refleksion af det, der sker i livet. Et lille billede af det store billede. Og jeg er ikke god til slippe præstationspresset nogen steder. Sådan er der desværre mange, der har det. Antallet af børn og unge, som føler sig pressede af både egne og andre krav til dem er alarmerende højt, og det er ikke svært at forstå i en præstationskultur som vores. Hvis Trine virkelig kan skabe et præstationsfrit rum, så er det stort!

 Foto: Pepe Reyes

Foto: Pepe Reyes

Men mens jeg sidder med al min vægt på tæer og knæ, hælene hvilende på baller og dybt koncentreret om at holde en rank og flot ryg, føler jeg mig bestemt ikke fri for præstationer. Tuck toe, hedder øvelsen. Det er grænsende til verdens mest ubehagelige stilling. Men Trine fortæller, hvordan den stimulerer meridianbanerne og skaber flow i organerne, så jeg vil jo gerne kunne være i den. Også uden at føle, jeg skal præstere mere, end jeg kan. Heldigvis behøver knæene ikke at være i gulvet. Første gang Trine introducere øvelsen, skal de faktisk hvile på en yogapølle. Det gør stillingen lidt mere afslappende. Og her i anden omgang, må jeg hive pøllen ind under knæene igen. Heldigvis er der også nogle af de andre, der bruger pøllen igen. Jeg trækker vejret og prøver at undgå sammenligningen og bare være, ikke præstere.

 Trine Mee Sook - Yin Yoga underviser

Trine Mee Sook - Yin Yoga underviser

Efter en halv times tid på yogamåtten, begynder præstationspresset endelig at slippe lidt. Jeg piller blade af en imaginær tusindfryd, eksisterer det præstationsfrie rum virkelig, eller gør det ikke? Kan jeg godt bare være, uden hele tiden også at skulle gøre? Lige her, mens Trine guider mig længere og længere ned på gulvet, indtil vi når shavasana, kan jeg godt. Jeg mærker, at jo dybere jeg trækker vejret, jo flere af præstationerne kan jeg også slippe, når jeg puster ud. Det føles rart. Jeg har lyst til bare at blive liggende her og bare være. Men nu bedre Trine os langsomt vende tilbage til rummet og slutte siddende i skrædderstilling med hænderne samlet foran brystet.

“Bøj hovedet ned mod hænderne,” siger Trine og beder os gentage for os selv tre gange:

“may I be happy as I am”

Det mantra tager jeg med mig fra yogamåtten i dag og lover mig selv, at jeg vil gå på opdagelse i, om det præstationsfrie rum også findes andre steder derude, hvor Trine ikke guider og kommer med forslag til, hvordan jeg kan gøre det lidt mere behageligt for mig selv.
 



INDSIGTMADEENA JESNSEN