Spirituelle krumspring – short cut eller en illusion?

JANNIE KROGSTRUP
- yogalærer, restorativ yoga

Vi kender vist alle følelsen af at springe over, hvor gærdet er lavest, og for mit eget vedkommende lede med lys og lygte efter dér, hvor gærdet er ikke-eksisterende.

Jeg har altid været af den overbevisning, at hvis vi alle alligevel ender på den anden side af gærdet, så er der ingen grund til at kæmpe sig over, hvor det er højest.  Logikken følger mig stadig, og med små krumspring finder jeg min vej gennem tilværelsen. Men jeg må jo efterhånden sande, at det nok er en smule mere nuanceret en som så. 

 Handler det kun om at komme over på den anden side? Eller handler det om, hvem jeg er, når jeg kommer frem? Turen over er måske dét, der lærer mig en del af livets visdom!  

Jeg vil stadig holde fast i min logik i relation til systemets snørklede bureaukratiske labyrint, men i forhold til at vokse som menneske, så er det nok kun én vej – og det er langtfra den letteste.   

 
 

Drop velvære-retorikken

At blive ældre betyder for de fleste også at nærme sig sin plads i livet, finde ud af hvad man gerne vil i livet. Jeg så, hvordan folk omkring mig bevægede sig i forskellige retninger, mens jeg stadig prøvede at finde min mission. På grund af uklarheden begyndte spørgsmålene at melde sig: Er jeg ambitionsløs? Interesserer jeg mig ikke sådan rigtig for noget? Eller har jeg bare ikke fundet det endnu? Jo mere jeg bevægede mig væk fra den akademiske verden, jeg kom fra, og søgte dybere ind i yogaen, gik det op for mig, at det, jeg ønskede og stadig den dag i dag ønsker, er at udvikle mig og vokse som menneske. Og når jeg kigger i bakspejlet, kan jeg se, at det netop er det, der mere eller mindre bevidst har været min mission de sidste år.  

 At udvikle os følelsesmæssigt eller spirituelt bliver desværre stadig sidestillet med at opnå en særlig følelse af at have det godt. Men den spirituelle rejse indad handler ikke om at opnå konstant lykke eller velvære, men om at være til stedet i nu’et, ligegyldigt hvordan det nu ser ud og føles. Hvordan føles det at være mig lige nu? Og hvad med nu? Og er jeg i stand til at være med præcis det nu, som er? Simon Krohn har formuleret det meget præcist; ”yoga handler ikke så meget om at have det godt, men om at turde have det!” Så han pointerer også tendensen til fejlagtigt at skrive yoga/spiritualitet ind i en velvære-retorik.  

Vil bliver nødt til at dykke ned i det, som er ubehageligt, vi bliver nødt til at give det plads og turde være med det. Velvære-yogaen bliver en illusion om at checke ind med dig selv, hvor det du faktisk gør er at checke ud og vende dig væk fra dét, som er.  

 

Spirituel bypassing

 Foto: Annie Spratt

Foto: Annie Spratt

Tendensen er efterhånden meget udbredt og omtales også ”spirituel bypassing”, et begreb der introduceredes tilbage i starten af 80’erne af John Welwood, buddhistisk mester og psykoterapeut.  

Lad os først tage et kig på ordet ”bypass” i traditionel forstand. En bypass-operation skaber ny blodforsyning til de dele er hjertet, hvor blodforsyningen ikke er tilstrækkelig på grund af forsnævringer i hjertets kranspulsårer. Så bypass bliver en omkørsel uden om de forsnævrede blodkær. På samme måde med den spirituelle bypass, så refererer det til en brug af den spirituelle praksis, der leder os uden om ubehagelige følelser og de sår på sjælen, vi bærer rundt på og bliver på den måde en beskyttelsesmekanisme. Den får os til at trække os tilbage fra os selv og andre og gemme os bag et slør af metafysiske overbevisninger og praksisser. Vi ikke bare fjerner os fra smerte og svære følelser, men også fra vores autentiske spiritualitet og ender i en tilstand karakteriseret ved overdrevet venlighed og overfladiskhed.

Men hvis den tilstand kun er en illusion, en løgn for omverdenen og os selv, hvorfor er tendensen så så udbredt? Jeg tror, det handler om den hurtige løsning, der formegentlig hænger sammen med min egen tendens til at springe over, hvor gærdet er lavest. Vi vil gerne finde hurtige løsninger på vores problemer, selvom de fleste af vores udfordringer i virkeligheden er super komplekse og kræver dybere eftertanke, og at vi beskæftiger os med det, der til tider gør rigtig ondt. Det er løsninger, vi ikke kan købe os til, udfordringer som ingen andre kan gennemleve for os. Den lette vej findes ikke!          

Spirituel bypass kan være svær at identificere, og er måske ikke problematiseret tidligere, da denne ”omkørsel” umiddelbart synes mere godartet end alkohol- eller stofmisbrug. Misbrug af den ene eller andet art kommer med tydlige konsekvenser, hvorimod spirituel bypass kan være en smule mere problematisk, da det viser sig i en forklædning af fuldendthed og visdom.

 
 

Ned er vejen op

Når jeg kigger tilbage på de perioder, hvor jeg virkelig er vokset både spirituelt og som menneske (hvis de to ting overhovedet kan adskilles), så er det også dér, jeg har haft det sværest. Det har været perioder med blandt andet vrede, sorg og usikkerhed og inden det magiske øjeblik, hvor det hele begynder at lysne op igen, forstår jeg ikke, hvad der sker med mig. Usikkerheden omkring min ubehagelige og turbulente tilstand vækker naturligvis stor frustration hos mig. Men når jeg opdager, at det hele driver over og efterlader mig med en lyksalighed og en kærlighed større end før, forstår jeg, hvad jeg den foregående tid har været igennem. Det var nedturen før opturen!! Så for at vende til bare til turen over muren; nej, det handler ikke udelukkende om at komme over med diverse krumspring. Turen har faktisk en betydning for den, du bliver, når du lander på den anden side. 

 Før vi kan heale den smerte vi bærer rundt på, må vi være ærlige omkring den og acceptere den, hvilket ideelt er det spiritualiteten skal hjælpe os med at indse. Så paradoksalt nok bliver de, der har udråbt sig til at være af den spirituelle elite, de som påstår altid er i nær kontakt med lyksaligheden (spirituel bypass’ere), nok også dem der har bevæget sig længest væk fra den. Det er lettere sagt end gjort at være i stue med det, der gør ondt. Det kræver, at vi tør være sårbare, hvilket er ubehageligt for langt de fleste af os.

Også i andre sammenhænge lader det til at ”ned er vejen op” gør sig gældende. Lad mig give et par eksempler fra min egen verden: Når jeg arbejder med lyd, er jeg også nødt til at dykke ned i de dybere vokale toner for efterfølgende at kunne løfte min vokal op til de høje toner. På samme måde når jeg underviser yogasāna, må jeg, for at løfte energien og åbne stillingen, først grounde og ”have fat” i underlaget. Så igen, vi arbejder ned, inden vi kan løfte os. 

 Jeg er ikke ude på at tage dine personlige små krumspring fra dig - de krumspring der gør din vej gennem hverdagen lidt lettere. Men når det kommer til at vokse som menneske, er det tid til at tage den hårde vej, mærke smerten ved at penetrere dét der gør ondt. Du vil helt sikkert mærke, at den opklaring, der venter på den anden side, føles anderledes. Så kig din egen praksis efter i krogene en ekstra gang og forsøg at være helt ærlig over for dig selv: er spiritualiteten muligvis blevet din vej uden om det, der virkelig foregår inden i dig? Snyd ikke dig selv!   

 

 

Kilder:

 


UDSIGTMADEENA JESNSEN